Bag fondens stifter

Pierré Jacques Honorés liv var fyldt med mod, innovation og en urokkelig ånd. Pierre var frihedskæmper, iværksætter og verdensmand. Læs her om hans unge år i Fredericia.

Pierre J. Honoré

Pierre Jacques Honoré blev født den 4. marts 1926 i Fredericia. Han var 14 år i 1940, da Danmark blev besat af tyskerne. Han tog en matematisk studentereksamen fra Fredericia Gymnasium i 1944. Efter krigen blev han uddannet civilingeniør og var en ihærdig og virksom iværksætter.
I 1967 grundlagde Pierre sammen med Michael Davis Interacoustics i Assens.

De unge studerende var de første, der gik ind i modstandskampen mod besættelsesmagten og indledte sabotageaktioner. Mens han gik på gymnasiet, kom han i kontakt med modstandsbevægelsen og begyndte snart at eksperimentere med at fremstille sprængstoffer.

Han var med ved talrige sabotageaktioner og var manden, der sprængte osteforretningen i Danmarksstræde i luften. Han var også aktiv i jernbanesabotager.

Efter et mislykket sabotageforsøg mod Tøjhuset i Gothersgade blev han stukket, og ført til afhøring under tortur af Gestapo på Staldgården i Kolding. Derefter blev han sendt til Frøslevlejren i Sønderjylland. Det lykkedes ham at flygte fra Frøslevlejren ved at hænge under en lastbil på vej til en mose for at hente tørv.

Pierre blev ved med at have kontakt til Fredericia. Han sponsorede i en årrække en hjemmeside om Fredericias Historie.  Link til hjemmesiden. 

Sabotage mod tog på strækningen Vamdrup-Farris d. 15. maj 1944

Foto: Frihedsmuseets arkiv

Gestapos hovedkvarter på Staldgården i Kolding i 1944

Foto: Frihedsmuseets arkiv

Det tyske lejrområde i Frøslevlejren. Bag pigtråden til højre ligger fangeområdet. 13. august 1944 - 4. maj 1945

Foto: Frihedsmuseets arkiv