I 2006 lukke man ned for Gestapocellen ved Staldgården, så offentligheden ikke kunne komme ind og se den. Ikke at særlig mange i Kolding vidste at der var en celle, for det var næsten fortiet væk. ”Det taler vi jo ikke om” – fik jeg engang afvide

Min mors side af familien var modstandsmænd i Kolding, men ingen har sat på Staldgården. Men Staldgården var en vigtig brik for at bevare historien. Så jeg besluttede mig for at lave en dokumentarfilm om Gestapos tid på Staldgården i Kolding.

Sammen med en anden nyudknækket filminstruktør Nis, gik vi i krig om filmen om Staldgården fra 1943 til 1945.   

I efteråret 2008 havde jeg faktisk de interviews jeg havde brug for, for at lave en mindre dokumentarfilm om Gestapos tid på Staldgården i Kolding, da vi blev ringet op at en Herre der hed Aage Staffe. Han nævnte at en af hans BOPA kammerater, som gik under dæknavnet Mads, havde sat på Staldgården i Koding.

Vi mødes en dag med denne Mads, som viste sig at være Pierre Honoré.

Han havde faktisk ikke rigtig lyst til at tale om os, det var som om at Aage havde presset ham. Men da vi fortalte om at det hele var sparet væk og på sigt skulle nedrives, cellen ved Staldgården, blev han meget interesseret. 

Det viste sig at Pirre blot var en bladdreng i Fredericia, for et lokal modstandsblad der hed ”Patrioten”. Dumheder og lidt for meget snakken fik ham taget i 1943 og han blev sendt på Staldgården i Kolding. Her fik han hvad han selv nævnte ”Hans livs røvfuld”. Han mødte Gestapo chefen, der på dette tidspunkt hed Naujouk, en god solid tømmerhånd, smækkede en god solid lussing. Han kom også under afhøring af Brinkmand og Snogen. De ville have oplysninger om Fredericia og de var sikker på at Pierre kunne give dem det. Så en del uger frem og tilbage mellem Staldgården og Kolding arrest, gav til sidst ikke de resultater Gestapo havde håbet på… og Pierre blev transporteret til Frøslev.

Hvor han senere flygtede fra… tilbage til Fredericia, men de troede ikke på at han havde flygtet, så han blev sendt til København for at senere blive sendt til Sverige. Men i København møder han BOPA og ham han flygtede med, så han blev der. 

Resten af krigen planlagde han attentat mod Staldgården og de ”Gestapo-svin” og til sidst skulle det ske. ”Alt var planlagt, d. 8. maj 1945, der sprænger vi den… Men så kom befrielsen.” sagde Pierre. Men han fik hans hævn, for han var en af hovedvidnerne til at få Brinkmand og Snogen, dømt til døden.

Tilbage til nyrer tid… (vinter 2009)

Pierre hjalp mig igennem så meget.

Vi lavede manuskriptet, fuld ud efter deres beretninger. Vi lavede drejebog sammen med Pierre. Og Pierre var med til alle møder. Vi blev dus og vi kæmpede for det samme. Nu skulle historien langt om længe ud omkring de rædsler der skete på Staldgården.

Så kom mødet med Kulturchefen i Kolding, for vi håbede så meget på et samarbejde med Koldinghus og Kolding kommune, da de havde rekvisitterne vi havde brug for og lokationen, da Staldgården ligger i Koldinghuses forhave.

Vores manuskript og drejebog var blevet sendt til en historiker i Esbjerg, som siges at være besættelsesekspert. Meldingen var klar og tydelig på det stykke papir kulturchefen sad med til mødet. 

Vi blev svinet til af en som slet ikke var med til mødet. Vores drejebog var en stor fantasihistorie ifølge historikeren. Der var ovenikøbet udpeget noget som Pierre havde udtalt i drejebogen. Hvortil historikeren understregede at man gjorde lige lovlig meget actionfilm ud af det, og så voldsomt var det heller ikke.

Pierre sad helt hvid i hovedet. Da han hævede stemmen og sagde ”Det er mig der har udtalt det der!”. Kulturchefen satte sig tilbage, tog sin briller af, kiggede på Pierre og sagde uden at blinke ”Taget din alder i betrækning, så tror jeg ikke at du husker helt korrekt.”

 Pierre rejste sig og råbte ”Mødet er hævet!” derefter stormede han ud af lokalet.

Ude på gårdspladsen, blev jeg ked af det og tænkte sådan noget pis. Vi har 6 forskellige som har sat her og oplevet på egen krop torturen af de pokkers Gestapo folk, og nu bliver de negligeret af en ung historiker fra Esbjerg.

 Det var vores mulighed, den røg der. 

Pierre kiggede stift på mig og sagde ”Du flytter ikke et komma i drejebogen, jeg kontakter dig i næste uge.” og så kørte han hjem.

Der var fundet fondsmidler nu og alle de gamle kæmpede nu sammen med os.

Vi lejede uniformer fra Tyskland og Sønderjylland. Der var få der havde rekvisitter. Den ene af modstandsmændenes enker var syerske og syede nazi emblemer på uniformerne.

Nu var det en kamp mellem Kolding kommune og de tilbagelevende. 

Og vi vandt!

Det største vi oplevede, var faktisk juni 2009, hvor vi skulle optage på Staldgården. Vi havde fået tilladelserne fra Slots-og Ejendomsstyrelsen. Koldinghus var lukket den weekend, for første gang siden det blev et museum. Alt var på plads Pierre, Kaj og Jens Kristian, var med på Staldgården og indrettede afhøringslokalerne sammen med os. 

Det var så vigtig for dem, det var så vigtigt for os. 

Da kameraerne rullede, kunne man mærke kuldegysningerne på de gamle. 

Nis min kompagnon, smuttede fra ”Helvedes forgaard” i efteråret 2019, han kunne ikke klare presset. For vi blev presset, hele tiden! Kampen om at bevar mindet var svære end vi regnede med. Men jo mere modgang, jo hårde kæmpede Pierre og jeg! Filmen skulle ud!

Nis var den tekniske, jeg var ”kun” instruktør og tovholder.

Århus filmværksted meldte ind at de gerne ville redigere filmen færdig, så den kunne offentliggøres, til et ”beskedent” beløb på 100.000 kr.

Igen, troede jeg vi skulle give op på filmen. Men igen, trådte Pierre og Aage til.

Filmen blev færdig og udkom i 2012.

Den nye borgmester i Kolding var med til premieren. Den blev rost og næsten alle fik et wake-up call, hvad der var sket på Staldgården.

I januar 2013 vandt jeg en Gold award ved California film award festival for bedste udenlandske dokumentarfilm af en førstegangsinstruktør.

Mindet blev bevaret. Staldgårdens døre ind til cellen er åbne og folk i Danmark ved nu hvad der forgik der i 1943-1945. 

Alt det her havde ikke kunne lade sig gøre uden Pierre.

Pierre Honoré gik under dæknavnet ”Mads”, og Mads kæmpede til det sidste. Til sidst om at bevare mindet om Gestapos rædsler på Staldgården i Kolding.

Nu er der jubilæum næste år, og jeg, sammen med Politimuseet ledelse er blevet enig om at lave et 2 måneder museum ved cellen på Staldgården i Kolding.

Til ære for Pierre og få fremlyst en sidste gang, hvad der skete på Staldgården i Kolding.